Go vs no-go – sådan vinder du kampen mod “det passer næsten”

Du står med del nummer tre i hånden, skruen i den anden, og den stopper halvvejs inde. Igen. Du ændrer hullet 0,2 mm, starter et nyt 6-timers print og håber på det bedste.

Det behøver virkelig ikke være sådan.

Go vs no-go – hvad betyder det, og hvornår giver det mening?

En go/no-go test til 3D print er i virkeligheden bare en meget ærlig dommer: enten passer tingene (go) eller også gør de ikke (no-go). Ikke noget med “hvis jeg lige vrider lidt” eller “den går nok til prototypen”.

Pointen er, at du ikke tester hele delen. Du tester kun selve pasningen, tolerance-området. Altså hvor stort et hul skal være, før en 8 mm aksel kan glide pænt, eller hvor tyk en tap må være, før to dele klikker sammen uden at knække.

Det giver mening at lave en go/no-go test, når:

Du har en kritisk pasning: fx et hul til en metrisk skrue, en rund aksel, et klikbeslag eller en slids til en skinne.

Du ved, at du kommer til at printe mere end én version eller flere kopier af samme del.

Du vil spare tid og filament i stedet for at gætte dig frem i fuld skala.

Hvis du har læst artiklen om hvorfor dine 3D print ikke passer sammen, så er det her næste skridt: ikke bare forstå problemet, men låse din egen “pasningsprofil” for hver printer og filament.

Hvad du faktisk skal teste – huller, tapper, klik og slidser

Før du åbner CAD, skal du vælge dine “kritiske mål”. Det er de steder, du normalt bander over.

Huller til skruer og aksler

Runde huller er klassikeren. Printeren gør dem næsten altid en smule for små. Hvis du designer et 5 mm hul til en M5 skrue, ender du måske med 4,7 mm i virkeligheden.

Her giver en tolerance test print sindssygt meget mening. Du laver en lille blok med en række huller, fx fra 4,6 til 5,4 mm i 0,1 mm spring. Så har du både en go og en no-go for den samme skrue eller aksel.

Tapper og stik-pasninger

Alt der “skal klikke sammen” er følsomt. En tap, der er for lille, føles slasket. En tap, der er for stor, kræver hammer. Begge dele er irriterende, når du lige har ventet 4 timer på et pænt print.

Her er det oplagt at teste selve tappen som små kuber med forskellige sidemål og matchede huller, så du kan finde lige præcis den pasning, der giver fast friktion uden vold.

Slidser, skinner og guides

Har du en del, der skal glide i en slids, fx en justerbar holder eller en skinne, er det næsten altid clearance, der driller. Slidsen for snæver, og delene kiler sig.

I stedet for at justere hele konstruktionen laver du en simpel pasningstest i 3D print: en række U-formede slidser og små “klodser”, der skal kunne køre i dem. Så kan du fysisk mærke forskellen på 0,1 mm ekstra luft.

Sådan designer du din go/no-go test – intervaller, labels og flader der kan måles

Nu til den sjove del: du designer din egen lille go/no-go test. Det lyder avanceret, men det er i virkeligheden bare systematisk dovenskab. Du gider kun gøre det én gang pr. printer/filament/profil, og så bruger du den igen og igen.

Vælg fornuftige intervaller

Start med at definere dit nominelle mål. Eksempler:

Skruer: nominelt hul = skruens nominelle diameter (M5 → 5,0 mm).

Aksler: nominelt hul = aksel diameter (8,0 mm).

Tap i slot: nominelt = designmål fra CAD, fx 10,0 mm tap i 10,2 mm slids.

Byg så din test omkring det i små spring. Til FDM er 0,1 mm spring et godt udgangspunkt første gang. Til meget løse ting kan 0,2 mm også give mening.

Eksempel: M5 hultest:

Huller: 4,7 – 4,8 – 4,9 – 5,0 – 5,1 – 5,2 – 5,3 mm.

Så får du både go (dem skruen kan komme i) og no-go (dem hvor du skal mase eller ikke kan få den i uden værktøj).

Gør det let at aflæse: print mål på selve delen

En go/no-go test dør ret hurtigt, hvis du skal gætte dig til, hvilket hul der er 4,9 mm, når du står to måneder senere og har glemt det.

Løsning: brug tekst i CAD. Ekstruder små tal ved hvert hul eller på hver tap, så du kan se “4.9”, “5.0”, “5.1” direkte på printet.

Jeg laver typisk 0,5 mm høje tal, 0,3 mm dybe. Så kan de printes fint på FDM med 0,2 mm laghøjde uden at se helt elendige ud.

Flader der kan måles med skydelære

Selv om du laver en go/no-go test, er det guld værd også at kunne måle. Hvis hullerne fx er tegnet til 5,0 mm, men printer konsekvent 4,8 mm, fortæller det dig noget om din printer og dit flow.

Til clearance test STL’er giver det mening at have flade ydersider i stedet for fancy organiske former. Så kan du tage skydelæren og notere, hvad der faktisk sker. Det spiller godt sammen med ting som kalibrering af dimensioner, hvis du har lyst til at gå mere nørdet til værks.

Sådan sætter du printet op – samme orientering, samme profil, samme filament

Hvis din go/no-go test skal betyde noget, skal den ligne dine rigtige prints så meget som muligt. Ellers tester du bare en tilfældig situation, du ikke bruger igen.

Orientering: print som den rigtige del

Hvis du ved, at dine reservedele skal printes liggende, så printer du også din pasningstest liggende. Retningen i XY vs Z kan gøre en forskel på formen af huller og tapper.

Runde huller i Z-retningen (altså op gennem laget) opfører sig ikke nødvendigvis som huller i XY. Så prøv at matche, hvordan dine faktiske dele skal ligge på bed.

Brug samme profil, ikke “test-profil”

Undgå at lave en speciel, pæn, langsom profil “kun til test”. Pointen er jo at teste det, du faktisk bruger til hverdagsprint.

Så vælg din standardprofil til fx PLA: samme laghøjde, samme line width, samme wall count, samme flow. Hvis du normalt fyrer 0,28 mm lag af til funktionelle dele, så skal testen også være 0,28 mm.

Samme filament, samme fugt-tilstand

Fugtigt filament kan gøre vægge tykkere, mindre skarpe og fylde huller mere, fordi det ekstruderer mere uroligt. Så hvis du tester med helt frisk, tørt filament direkte fra tørreskab, men normalt printer med en rulle, der har hængt åben i tre måneder, så snyder du lidt dig selv.

Mit trick: jeg laver én go/no-go test pr. materiale-type og producent, når rullen er “som jeg normalt bruger den”. Er den meget fugtig, så tager jeg den en tur gennem tørre-rutinen først. Lidt ligesom i artiklen om tørt vs klamt filament.

Sådan bruger du go/no-go testen – fra hul i plast til tal i notesbogen

Når testen er printet, skal du ikke bare konstatere “nå, det føltes fint”. Gør det konkret, så du kan bruge det i CAD bagefter.

Definér hvad “go” betyder for dig

Der er forskel på et hul, hvor en skrue bare skal igennem én gang, og en aksel, der skal kunne glide frit hver dag. Så definer et par niveauer:

“Stram, men kan presses i med håndkraft uden værktøj.”

“Fin pasning, kan skubbes i med lidt modstand.”

“Løs pasning, kan rasle en smule, men intet binder.”

Tag så din skrue/aksel/tap og prøv hver størrelse på din pasningstest. Notér, hvilken der føles rigtigt til den funktion, du går efter.

Fra pasnings-test til konkrete regler

Lad os sige, du tester M5 i PLA på din Ender, og du opdager:

4,8 mm: går kun i med vold. No-go.

4,9 mm: meget stram, kan lige tvinges igennem. No-go til almindeligt brug.

5,0 mm: skal drejes igennem, men fungerer. God til fast, tæt pasning.

5,1 mm: går pænt igennem, kan tages ud igen uden drama. Standard hul.

5,2 mm: løs, god til glid.

Så kan din regel for “M5 i PLA på denne printer” være:

Stram pasning: model hul = 5,0 mm.

Almindeligt gennemgående hul: model hul = 5,1 mm.

Glidende hul: model hul = 5,2 mm.

Det er nu din go/no-go “database” for den kombination. Du kan lave det samme for tapper, slidser, klik osv.

Gem resultatet – pr. filament, dyse og profil

Her dør mange gode intentioner: man laver en fed pasningstest, bruger den én gang, og så ligger den i en skuffe som almindelig plastikklods uden historie.

Lav et simpelt pasnings-ark

Du behøver ikke et fancy regneark med farvekoder (med mindre du godt kan lide den slags). En lille tabel i notesappen på telefonen er rigeligt:

PLA, eSun, hvid, 0,4 mm messingdyse, 0,2 mm lag, “Standard-profil”

M5 hul: stram=5,0 / normal=5,1 / glid=5,2

M3 hul: stram=3,0 / normal=3,1 / glid=3,2

8 mm aksel: stram=8,0 / glid=8,2

10 mm tap i slot: tap=9,9 / slot=10,3 til fast friktion

Du kan også gemme din test som en lille “profil” i din egen mappe for funktionelt design, så du hurtigt kan genfinde den.

Når noget ændrer sig

Skifter du dyse (fra 0,4 til 0,6), nyt filamentmærke eller laver en større ændring i flow/line width, så laver du én ny go/no-go test. Det lyder som ekstra arbejde, men 45 minutter og 15 gram filament slår stadig at printe tre fejlslagne beslag i fuld størrelse.

Fra test til rettet CAD-model på én iteration

Lad mig tage et konkret eksempel, hvor go/no-go sparede mig for 3-4 iterationer.

Jeg skulle lave en lille holder til en 8 mm stålstang til et skab. Første version: hul tegnet til 8,0 mm, printet i PETG. Resultat: stangen skulle hamres i og kunne ikke justeres.

I stedet for bare at “prøve 8,2 mm” på hele delen, lavede jeg en hurtig clearance test: en lille blok med huller 8,0 til 8,5 mm i 0,1 mm spring, med mål printet ved siden af. Samme PETG, samme profil, samme orientering.

Efter print testede jeg stålstangen i hullerne:

8,0: no-go, alt for stram.

8,1: stadig for stram.

8,2: kan presses i, men ikke glatte justeringer.

8,3: glider pænt, ingen slør jeg kunne mærke.

8,4: begynder at rasle.

Så jeg gik tilbage i CAD, ændrede kun det hul, jeg havde i modellen, til 8,3 mm. Samme dag havde jeg en færdig del, der passede, uden at printe hele beslaget mere end én gang.

Det er præcis det, en go/no-go pasningstest i 3D print kan: fjerne gætteriet. Kombineret med de generelle tips fra fx artiklen om huller vs skruer får du både reglerne og dine egne mål i hånden.

Det du kan gøre allerede ved næste projekt

Næste gang du designer en del med én kritisk pasning, så lav en separat, lille go/no-go test til netop det mål, print den først med din normale profil og skriv resultatet ned, før du printer hele delen.